Donér et hjemmelavet måltid til dem, der har mest brug for det

projekt UDENFOR og Wolt går sammen om at samle penge ind til hjemløse borgere på Københavns gader, så de kan få adgang til et godt måltid

Den Mobile Café serverer varme og nærende måltider.

Frem til jul har Wolt og projekt UDENFOR indgået et samarbejde. På Wolt kan man nu donere et måltid mad til hjemløse borgere på Københavns gader.

Projekt UDENFOR yder hjælp til dem, der har allermest behov for det. Mandag til fredag og en lørdag i måneden tilbereder projekt UDENFORs egen kok et mættende måltid med fokus den gode og varierede smag. Frivillige kører derefter maden ud i Københavns gader Den Mobile Café.  

Her hos Wolt vil vi gerne være med til at gøre en forskel. Vi er dybt imponerede over det arbejde projekt UDENFOR laver. Vi håber, at alle jer dejlige Wolt brugere har lyst til at give en hjælpende hånd til projekt UDENFOR – ethvert lille tilskud kan gøre en kæmpe forskel for dem, der har rigtigt svært i denne kolde tid.  

“Selvom det er noget lort det meste af tiden, så ved jeg, at lige der i den halve time har jeg det godt.”

“Når du bor på gaden, giver det dig noget at se frem til. Den der halve time i Den Mobile Café lyder måske ikke af så meget for andre, men det er så ekstremt vigtigt, når man ligger på gaden, at der er nogle lyspunkter, så selvom det er noget lort det meste af tiden, så ved jeg, at lige der i den halve time har jeg det godt.” fortæller en af brugerne i Den Mobile Café.

Du kan donere her

Projekt UDENFOR sætter ind der, hvor det offentlige sociale sikkerhedsnet ikke er finmasket nok.

Ved at opsøge, række ud efter og gøre opmærksom på gruppen af hjemløse borgere, der lever et isoleret liv på gaden, arbejder projekt UDENFOR hele tiden aktivt på at forbedre forholdene for den enkelte udsatte.

mobil_smal
Den Mobile Cafe bygger broen

Foruden et varmt måltid mad, medbringer Den Mobile Café en varm kaffe og andet praktisk, såsom tøj og soveposer, da det kan være svært at skaffe sig disse basale fornødenheder på anden vis. Dagens måltid tilberedes i projekt UDENFORs eget køkken i Ravnsborggade og køres ud i byen af to frivillige i en specialbygget varevogn. I tilberedningen af måltidet bliver der tænkt godt og grundigt over, at maden – udover at smage godt – er mættende, varieret og indeholder de næringsstoffer kroppen har brug for.

“Den snak og omsorg de møder fra de frivillige er lige så vigtig som den nærende mad.”


Tabita, som er gadeplansmedarbejder i projekt UDENFOR, og som dagligt er i dialog med både brugere og frivillige i Den Mobile Café, fortæller: “De hjemløse er meget taknemmelige for den hjælp de får og er rigtig søde til også at sige det. Det gælder i Den Mobile Café, hvor de dagligt roser og takker for den dejlige mad. De er også taknemmelige for de frivillige, som vælger at bruge deres private tid på at køre ud med caféen og mødes med dem. Den snak og omsorg de møder fra de frivillige er lige så vigtig som den nærende mad.”

Den Mobile Café er ikke kun madudbringning, men også et redskab til at skabe kontakt til hjemløse på gaden. At dele et måltid mad giver en unik mulighed for at lære et andet menneske at kende, og arbejdet i caféen handler i lige så høj grad om at snakke med caféens gæster, udvise omsorg og skabe relationer, som at servere et måltid.

Den Mobile Café fungerer til daglig i tæt relation til projekt UDENFORs opsøgende gadeplansarbejde. Efter endt vagt rapporterer de frivillige i den elektroniske dagbog. På den måde er projekt UDENFORs ansatte gadeplansmedarbejder altid opdateret på, om der er brugere, der har et akut behov for en professionel indsats. Det kan være episoder, der skal følges op på, nye hjemløse på gaden eller andre forhold, der har behov for opmærksomhed. Ligeledes kan gadeplansmedarbejderne henvise til et stop på Den Mobile Café’s rute gennem byen, hvis de i det opsøgende arbejde finder en hjemløs, som de mener, kan have godt af et måltid mad samt den kontakt og omsorg, de frivillige kan give.

Hvordan donerer man?

Fra den 5/12 til 22/12 kan man på Wolt’s hjemmeside og i app’en donere en ret til værdi af 25 kr i restaurant “projekt UDENFOR”. Det eneste du skal gøre er at vælge “projekt UDENFOR” som restaurant og vælge “Doner en ret til 25 kr”. Man kan sagtens også vælge at donere 2 eller flere retter. Når valget er udført, så gennemfører man betalingen. Donér her: projekt UDENFOR

Hvad går pengene til?

Alle pengene, der doneres, går ubeskåret til projekt UDENFOR. Formålet er at dække omkostninger til ingredienser, løn og brændstof i forbindelse med at lave mad til hjemløse borgere i København og bringe den ud i den Mobile Cafe. Enhver donation gør en forskel. Desto flere penge der kan indsamles til at dække projekt UDENFORs madbudget, desto længere rækker pengene og muliggør ekstra ressourcer til for eksempel tøj og soveposer.  

Det skal nævnes at donationerne ikke er fradragsberettiget.