Skål for Toast it – En klassiker med et twist der aldrig går af mode

Du kender den, du elsker den – hvorfor ikke give den en ordentlig opgradering og servere den med et twist? Den klassiske toast ? har netop inspireret de to foodentreprenører bag det Aarhusianske spisested ‘Toast it’, men sammenligneligheden stopper ved de nostalgiske minder fra en ungdom i håndboldhallen. 

I hjertet af Aarhus får du i stedet hjertevarme og toasts med lækre råvarer. Vi blev mødt af åbne arme, duften af nybagt brød og kaffe på Klostergade 86 – og så selvfølgelig toasts, der kan noget ganske særligt – Den hemmelige ingrediens? Ja, den er noget så romantisk som familiesammenhold.

Vi forelskede os ikke bare i det langtidshævede surdejsbrød, den spanske porchetta, smeltede cheddar og krydrede rosmarin – men også i parret og historien bag spisestedet – Jesper og Marianne Nielsen driver med entusiasme og flid caféen i Aarhus C – men der er flere generationer i køkkenet –  bag disken kan man nemlig også både møde parrets døtre og i køkkenet står farmor og skærer tomater ?, da vi kommer forbi.

Tomaterne ryger sidenhen en tur i ovnen, og vi nyder dem i den sprøde og italiensk inspirerede udgave sammen med porchetta, cheddar og rosmarinmayo.

Alle varianter af den sprøde toast er på forhånd gennemtænkt og afprøvet i familiens eget køkken – der er ikke noget overladt til tilfældighederne, og det har taget hårdt arbejde at nå frem til den rigtige opskrift på alt fra brød til kryddermayo.

Selvom der er fart på, ånder der samtidig en ro indenfor dørene – og mens byens liv pulserer forbi uden for de store ruder, får du serveret ægte dansk hygge bygget på passion og gode ingredienser.

Det er til at mærke, når man sætter tænderne i de lækre udgaver af klassikeren – de spænder over alt fra vegetarudgaven med aubergine, chilikompot og revet parmesan ? til en variation af den klassiske parisertoast, men selv den har fået et twist med fransk landskinke, lagret havarti og hjemmerørt sennepsdressing.

Det er ligesom at få en ordentlig krammer, når man træder ind af døren hos Toast it, og man kan mærke familiens nærvær i alt fra de grillede toats, til de lækre milkshakes (vi kan stadig smage den med passionsfrugt, hvis vi lukker øjnene ?).

Prikken over i’et finder du i de nøje udvalgte specialøl, der pryder den rustikke træbar – det er low alcohol beer fra det danske bryggeri TeeDawn, men det har intet at udsætte på smagen – og så kan man også køre hjem, lyder det fra Jesper Nielsen. 

Vi skåler ? i hvert fald for Toast it – Et koncept vi har lyst til at invitere med hjem. Find Toast it på WOLT.