Amerikansk vin på europæiske druer. Som mange andre oversøiske vinproducenter har også Scotto Family Wines rødder i Den Gamle Vinverden. Salvator Scotto plantede i 1875 familiens første vinmark i den italienske region Ischa, hvor familien boede på daværende tidspunkt. Meningen var kun at producere ”til husbehov”, men vinene blev så populære, at Scottos frugthaver og olivenlunde måtte vige til fordel for flere vinmarker. Via de næste generationer rykkede produktionen til USA. Efter en kort mellemlanding i staten New York, hvor man åbnede et lille vineri og efterfølgende en af USA’s første vinforretninger, gik turen endeligt til Californien, hvor familien i 1961 købte egne vinmarker og investerede i et nyt vineri. Alle marker er siden begyndelsen af 1990’erne dyrket med størst mulig hensyntagen til miljøet. Scotto Winery ejes i dag stadig af Scotto-familien, der fortsat har succes med at producere gode vine af europæiske druesorter i californiske Lodi til priser, der gør dem til særdeles attraktive køb.