Schiava er en af de ældste rødvinssorter i Trentino-Alto Adige, men er i de senere år ofte blevet erstattet med mere anerkendte eller populære druer. Hos Alois Lageder har man dog bevaret nogle få parceller med ældgamle Schiava-vinstokke, på husets topvingård Römigberg, nordvest for Caldarosøen. Vinstokkene (op til 76 år gamle), der i dag er biodynamiskdyrkede (Demeter-certificeret), ligger i en højde af 250-330 m.o.h. på stejle syd/sydøst-vendte skråninger. Jordbunden består hovedsageligt af gletsjeraflejringer (morænesten, sand, kalk og ler) samt klippestykker fra Dolomitterbjergene – en sammensætning, som ofte giver strukturerede og mineralske vine.
Schiava er normalt mest kendt for at producere lette, umiddelbare og saftige rødvine, og i gamle dage var det ikke ualmindeligt, at man lod vinen ligge på sin maske efter gæringen, og hente den direkte fra fadet til dagligt forbrug i månederne efter høsten. Det siges, at den ofte blev mere intens og kompleks efter lidt tid på masken. Hos Alois Lageder har ønsket været at vise, at Schiava-druen er bedre end dens rygte, og derfor har man fulgt den gamle tradition med en lang gæring på masken (stilkene og skindet) i træfade og i ståltanke. Derefter modnes vinen i ca. 6 måneder på samme typer beholdere. På denne måde opnår man en langt mere karakterfuld og kompleks vin, end normalt på en så beskeden druesort.
Römigberg Schiava har en flot, blank, en smule lys, rubinrød farve. Duften er umiddelbar og frugtig, med klassiske Schiava-nuancer af hindbær, fuglekirsebær og ribs, men også mere delikate toner af roser og hybenblomster. Smagen er frisk og harmonisk, med nuancer af friskplukkede blommer, granatæbler og tyttebær. Den slutter med god mineralitet (flintsten), frugtighed og en tannin, som helt klart vil give vinen en god fremtid og udvikling.
Serveres til pizza, pasta- eller risottoretter, til fjerkræ, kalv og oste. Prøv den også til grillet eller stegt fisk. I det hele taget velegnet til grill.