Pinot Grigio-druerne til denne vin hentes på ejendommen Civranetta ved den historiske Via Annia (nær Laguna di Venezia), hvor Fidora har dyrket vin i mere end 100 år. Det var benediktinermunke, som i det 14. årh. omdannede en del af skoven til landbrug. Fidora omdannede dyrkningen på de 80 ha. vinmarker til økologi i 1974 og senere til biodynamik. De resterende 80 ha. på ejendommen er dækket af skov, krat, enge og damme, som sikrer en perfekt biodiversitet. Indflydelsen fra havet og kølige vinde fra de nordvestlige bjerge sikrer store temperaturforskelle mellem dag og nat. Dette giver en langsommere modning for druerne, men til gengæld god aroma, bid og finesse – ikke mindst til Pinot Grigio.
Til denne Pinot Grigio Lignum laver man en selektering af de bedste klaser i vinmarkerne. Efter en afstilkning og en let masning bliver druerne skind-macereret på ståltank en dags tid, hvorefter man presser skindet mm. fra. Gæringen fortsætter derefter på ståltank med druernes egen vildgær-kultur. Efter gæringen overføres vinen til franske træfade af 500 l. og modnes på sit lie i 10 måneder. Aftapningen forgår efter en naturlig bundfældelse, en let fitrering og uden tilsætning. Alt dette bevarer frugtstilen fra Pinot Grigio, karakteren fra Civranettas særlige terroir og den sarte balance i vinen.
Den lange modning på franske træfade tilfører vinen mere kompleksitet, fedme og blødhed, samtidigt med, at vinen har Tenuta Civranettas aromatiske, mineralske og delikate stil. Pinot Grigio Lignum er en meget kompleks og sammensat vin med lækre toner af kamilleblomst, ferskner og vanilje samt en smule krydrede og eksotiske nuancer. Server den til salater, skaldyr og fisk, til asiatiske retter og lyst kød. Prøv den også til ost som parmesan eller pecorino.