Navnet E6-G er taget fra den ganske enestående jordbund, man finder i Grès de Montpellier, som er registreret under EU-typen E6-G. Især nogle ganske bestemte parceller på ejendommen nær Montpellier ligger på den karakteristiske blanding af runde aflejringssten, rødt ler og sand. Det er fra disse parceller, man henter Syrah (70%) og Grenache Noir (30%). Der foretages en skrap selektering af klaserne, dels når druerne begynder at få deres røde farve, hvor man kan afsløre og fjerne de klaser, som ikke er udviklet optimalt, dels under den manuelle høst, hvor man kun plukker de flotteste klaser.
Efter ankomst til kælderen bliver klaserne yderligere selekteret på et sorteringsbord, og druerne bliver derefter afstilket og knust. Gæringen forgår køligt med 30% af druerne i barriques af 500 l. og resten på ståltank, begge med løbende omrøringer for at fremme aroma-, farve- og smagsekstrakt. Syrah bliver altid gæret i længere tid i forhold til Grenache. Begge vine modnes 12 måneder på franske træfade (2/3 nye og 1/3 et år gamle).
Det er først og fremmest Syrah, som giver vinen sin blanke, mørke farve og de krydrede, næsten ristede toner af bitter chokolade, kaffe og lakrids. Grenache Noir tilbringer frugtkoncentration med masser af aromatiske detaljer og en velour og rundhed, som gør vinen meget charmerende trods 13,5% i alkohol. Eftersmagen afslører nuancer af krusemynte, krydderier og en smule vanilje, men også god tannin. Det er en meget karakterfuld og kompleks Languedoc-vin, absolut i særklasse og med et langt gemmepotentiale. Server den til lam, grillet eller stegt okse eller til råvildt.