Grüner Veltliner Stein laves på druer, som kommer fra forskellige højtbeliggende parceller (bl.a. marken Steinhaus) omkring Loiserberg og Langenlois. Den særprægede jordbund i området med et tyndt lag (40 cm.) af ler- og sandholdigt jord, gnejs og glimmer i overfladen samt en hel del sten af vulkansk oprindelse i dybden, giver vanskelig dyrkning, men er simpelthen perfekt til opmagasinering af solvarmen, som afgives om natten. Det giver mulighed for en perfekt modning og forstærker terroir-stilen i Grüner Veltliner, samtidig med at den høje beliggenhed giver en afkøling af druerne, som giver lethed og friskhed. Som alle vinmarkerne hos Jurtschitsch er disse parceller dyrket økologiske. Vinificeringen foregår udelukkende på ståltanke.
I duften har Grüner Veltliner Stein en dyb, intens, aromatisk karakter, som udvikler sig hurtigt i glasset. Vinen er rank, meget ren i stilen, en smule mineralsk, og den har en meget god struktur. Druesortens klassiske toner af lindeblomst og grønne blade kommer fint frem i smagen, som slutter med lidt æteriske og krydrede nuancer. Perfekt til kolde buffeter eller receptioner. Serveres til salater eller grønsagsretter, samt til skaldyrs- og fiskeretter.