Gran Reserva er lavet på Tempranillo (96%) og Graciano, som kommer fra to parceller nær Briones med vinstokke plantet i 1950 på den ene og i 1960 på den anden. Begge ligger i 550 m.o.h. på fattige, kalkholdige jordbunde og vender mod sydvest. Druerne sorteres meget kraftigt under høsten og transporteres til vingården i små kasser af ca. 15 kg. Her gennemgår de en yderligere sortering for kun at bruge de bedste bær.
Gæringen foregår på små ståltanke og efterfølges af en malolaktisk gæring. Efter en skånsom naturlig bundfældning er vinen derefter overført på nye barriques af fransk eg fra Allier, bygget af Murua Coopers. Modningen varer i 28 måneder med en efterfyldning hver 6. måned. Efter aftapning er vinen modnet yderligere 5 år i kælderen.
Gran Reserva laves kun i de allerbedste årgange. Vinen er meget dyb i duften og samtidig nærmest kølig, med god bid. I smagen har den en god struktur og med iltningen i glasset kommer der masser af frugtnuancer, blommer, abrikoser og desuden intense toner af tobak, chokolade, nellike og kardemomme. Vinen har en lang, elegant eftersmag med god harmoni mellem de krydrede toner og frugtkarakteren.