Den hvide Passi Reali er lavet 100% på Trebbiano d’Abruzzo, som er dyrket i Abruzzo bjergene, midt i nationalparkerne Gran Sasso og Maiella, hvor Valle Reales vinmarker dyrkes økologisk. I appassimento-teknikken tørrer man klaserne inden gæringen, dels ved at lade dem hænge ekstra længe på vinstokkene, dels på måtter eller kasser, umiddelbart efter plukningen. Denne proces varer i ca. 20 dage, hvor man til sidst selekterer de bedste druer.
Både grækerne og romerne brugte allerede teknikken, men i Abruzzo bjergene brugte man ofte i gamle dage appassimento mere af nød end lyst, da man pga. det kølige klima havde svært ved at modne druerne optimalt. Tørringen af druerne (dengang udelukkende hængende på vinstokken) var en fin måde at tvangsmodne druerne og øge sukkerkoncentrationen. I dag bruger man teknikken for at give vinen mere fylde, velour og kompleksitet. Appassimento hvidvine vil ofte have lidt mere restsukker end almindelige vine. Efter gæringen modnes vinen i 2 måneder på sit lie (bundfald) i ståltanke.
Passi Reali Bianco er en meget lækker økologisk vin, med en god harmoni mellem frugtsødme, bid, friskhed og fylde. Appassimento-teknikken giver eksotiske toner af modne, tropiske frugter og oprindelsen i Abruzzo bjergene bringer en god mineralitet og struktur. En god ledsager til grønsagsretter, pastaretter, fisk, skaldyr eller fjerkræ i hvide saucer.