Tre Vigne er lavet på 100% Barbera-druer, som primært hentes fra tre forskellige vinmarker (hvoraf vinens navn 3 vinmarker) i Monforte, Castiglione Falletto og La Morra, men også fra andre landsbyer i Langhe. Alderen for vinstokkene varierer fra 25-40 år og jordbunden er generelt kalk- og lerholdig – en klassisk sammensætning i området.
Gæringen varer i ca. 2 uger og foregår på ståltanke med daglige overpumpninger og omrøringer. Efter presningen gennemgår vinen en malolaktisk gæring, ligeledes på ståltanke. Vinen modnes ca. 12-15 måneder på en kombination af barriques, store træfade og ståltanke.
Barbera Tre Vigne har en blank, rubinrød farve og modne aromaer af kirsebær og blommer samt et strejf af vanilje. I smagen er der en god balance mellem friskhed, frugt og struktur, med en flot afrundet eftersmag, hvor man fornemmer en diskret trækarakter. Serveres til fx charcuteri, pasta, grønsager, supper, men også kalv, gris eller kylling.