Villa Minellis Merlot/Cabernet er lavet på 50% Merlot og 50% Cabernet Sauvignon fra parceller i Ponzano Veneto og Villorba i hjertet af Treviso provinsen med 12-18 år gamle vinstokke. Det er et relativt fladt terræn, og vinrækkerne er plantet fra nord mod syd. Jordbunden er her ret løs med en grov, gruset struktur. Høsten foregår i hånden, og man plukker i små 11-12 kg kasser for at beskytte druerne mest muligt mod at revne eller blive mast, så man forhindrer oxidering, inden druerne når til kælderen. Den alkoholiske gæring sker i temperaturkontrollerede tanke, med daglige omrøringer, så man sikrer mest mulig udtrækning af stoffer fra drueskallerne. Efter presning og en malolaktisk gæring modnes vinen på bundfaldet (sur lie) i ståltanke frem til foråret.
Vinen har dyb, rød eller nærmest rødviolet farve. I duften finder man nuancer af modne, vilde bær (blåbær og brombær) og delikate toner af rosenblomster. I smagen domineres vinen af mørke noter af kirsebær og solbær. Den har en flot velour og blødhed. I eftersmagen afslører vinen god tannin og struktur og virker både sprød og harmonisk. Vinen kan sagtens nydes ung, men kan også gemmes i 8-10 år fra høsttidspunktet. Drik den til stegt eller grillet svinekød, lam, kalv eller okse, til braiserede retter eller til faste hvid- eller rødskimmeloste.