Rio Cassero er modnet 3 år på store træfade (50-80 hl.) af eg fra Slavonien og Frankrig, og yderligere 12 måneder på flaske, inden den forlader vingården. RioCassero har Brunellos dybe, rubinrøde farve, og vil med alderen få en klassisk rødbrun kant på glasset. Den har en blød og afrundet karakter og samtidig meget frugt og elegance, med en god dybde og koncentration. Man finder Caparzo’s typiske nuancer af peber, kirsebær og marcipan, men det er dog finessen og frugten som kommer frem til sidst, med sarte nuancer af vilde bær. Den har helt klart potentiale til en 8-12 års modning. Vinen må gerne åbnes 1/2 time inden servering. RioCassero vil egne sig fint sammen med fuglevildt, lam, and og sammen med hvid- eller rødskimmeloste.