Vega Medien Brut Rosé laves på 100% okologiskdyrkede Garnacha-druer, som hentes på udvalgte nordvendte parceller i det vestlige Requena. Netop nordvendte vinmarker giver druer med den friskhed og aroma, som man helst skal bruge i en ”basisvin” til en mousserende cava. Druerne bliver håndplukket i små kasser for at undgå masning og oxydering under transporten til kælderen. Efter en skånsom knusning og nogle timers kølig skindmaceration, hvor mosten får sin flotte pink farve, lader man en del af mosten løbe naturlig i gæringstankene, uden presning. ”Basisvinen” bliver derefter gæret køligt på ståltanke, og hviler efterfølgende i nogle uger på sit ”lie” (bundfald) – alt dette for at optimere aromaen, finessen og frugten i vinen. Anden gæring fortages på flaske efter ”Méthode Traditionelle” teknikken og varer min. 10 måneder. Cava’en har en flot, pink farve, og boblerne er små, livlige og vedvarende. Duften er meget aromatisk og umiddelbar, med nuancer af hyben, ribs, kirsebær og vilde hindbær. Smagen er ligeledes frugtrig og elegant med en sprødhed og renhed, som harmonerer fint med de mere cremede og velouragtige nuancer i eftersmagen. I det hele taget en lækker mousserende rosé, som er lige til at nyde som aperitif men som også – takket være en god fylde og struktur – fint kan serveres til retter med fx skaldyr, fisk eller fjerkræ og kalv i hvide saucer.