Til anden Mortens aften skal der bourgogne på bordet. Det er den åbenlyse ledsager til and, og serverer du anden med én af sæsonens kål holder Bourgognens syre alle elementerne på plads.
Château du Cray laver kun vin fra én mark i Côte Chalonnaise, og det er Le Cornevent, som de har monopol på. Marken ligger beskyttet imod fugtbærende vinde i sin lille lomme af bakker, der strækker sig langs det, de lokale kalder "Den Gyldne Dal". Her er betingelserne for at dyrke Pinot Noir-druer fantastiske, og Château du Cray kan lave en enkeltmarksvin, fyldt med personlighed.
Vinen udtrykker sig i vanlig Château du Cray-stil, hvor den røde farve i glasset mødes af lilla reflektioner, frugten udtrykker sig modent og saftigt, og ens associationer suser både imod de røde bær såvel som de mørke. Teksturen er silkeblød efter klassisk burgundisk forskrift, men i ascendanten gemmer der sig et forsigtigt tanninbid, der rækker hånden ud imod at blive serveret til mad eller ost.
Vinen er lavet på håndplukkede druer, har gæret på rustfri ståltanke og har lagret 12 måneder på burgundiske egetræsfade, hvoraf 20% har været nye.