Cascina Ballarin ejer kun en parcel på Cru-marken Bussia (250 m. o. h.) nedenfor Monforte d’Alba. Med en produktion på kun ca. 1.600 fl. er det en vin som er udsolgt i hver årgang, allerede inden den er produceret. Den sydvendte parcel er beplantet midt i 1970’erne med en beplantningstæthed på ca. 5.000 vinstokke/ha. Det giver få klaser pr. vinstok men til gengæld meget koncentrerede druer.
Gæringen af Barolo Bussia foregår temperaturregulerede tanke. Efter en malolaktiske gæring, bliver vinen lagret i 26 måneder franske barriques (15% nye) og efter aftapning yderligere 8 måneder på flaske inden afskibning.
Barolo Bussia har en flot dybrød og intens farve med let orange skær. I både duft og smag finder man komplekse nuancer af violer, solbær, mandler, krydderier og chokolade. Eftersmagen er meget lang med en rigtig god balance mellem sødme, frugt og styrke. En topvin med stor klasse. Som ung vil vinen være perfekt til okse, lam eller vildt, og med nogle år på bagen vil den være særdeles velegnet til kraftige oste.