Le Petit Tracteur de Brunel Blanc er en ny vin fra André Brunel – frembragt på druerne Viognier, Roussanne og Clairette, som hentes i Languedoc og Provence. Druerne er høstet ved optimal modenhed i begyndelsen af september, og efter en afstikning og en skånsom presning bliver mosten gæret køligt på ståltanke. Derefter følger en modning sur lie i 8-9 måneder, ligeledes på ståltanke for at prioritere aromaen og finessen i vinen, samtidig med, at vinen får mere kompleksitet af sit ophold med bundfald.
Vinen har en blank, lysgylden farve, og det er de liflige, aromatiske og en smule eksotiske toner – klassisk for de 3 sydfranske druesorter man anvender – som dominerer i duften. Smagen er tør og præcis, med god sprødhed og mineralitet samt med nuancer af citrusfrugter, hyld, grønne æbler og kiwi. Den slutter med en god liflighed og saltede toner, som vil gør den perfekt til retter med alt godt fra havet. Prøv den også til asiatiskinspirerede retter eller til pasta og risotto.