Druesorten Ribolla Gialla menes at være den ældste hvidvinsdrue i Collio, hvor den allerede blev dyrket af romerne, dengang under navnet Evola. Gradis’ Ciuttas Ribolla Gialla druer (100%) kommer fra parceller i Ruttars og Buloval, sydøst for Monte Calvario bjerget, i en højde af 180 m.o.h. Jordbunden her består hovedsageligt af sandsten, kalk og mergel, en sammensætning som nærmest er perfekt for Ribolla Gialla. Som for resten af ejendommen er disse parceller under konvertering til økologisk dyrkning.
Efter plukning bliver druerne skånsomt mast og gennemgår en kold maceration med skindet i 24 timer (såkaldt criomaceration), før de presses. Gæringen af mosten foretages i ståltanke, under kølige forhold og med druernes egen gær. Efter endt gæring holdes vinen på sit lie (bundfald) i 6-8 måneder, og filtreres kun let inden aftapning. Alt dette for at give vinen større aroma og frugtintensitet.
Vinen har en blank, gylden farve. I duften er den en smule ‘cremet’, med sødmefulde, eksotiske frugttoner først, men ret hurtigt udvikler den en friskhed og sprødhed, som mere går mod citrusfrugter og litchi. I smagen er vinen meget harmonisk, på samme tid fed og elegant, med en flot tørhed til sidst. Eftersmagen er meget intens og kompleks. Serveres til cremede supper (asparges, svampe), skaldyrs- eller fiskeretter med kraftig fond eller til kalv eller fjerkræ i lyse saucer. Prøv den også til asiatiskprægede retter. Serveringstemperatur: 8-10 grader.