Navnet Eruzione 1614 refererer til vulkanen Etnas udbrud i 1614 som varede i 10 år! Eruzione 1614 laves på Nerello Mascalese som dyrkes på vinmarkerne Sciara Nuova og Vigne Vecchie i Castiglione di Sicilia, ved foden af Etna i det nordøstlige Sicilien. Her giver den sorte, mineralrige vulkanske jord meget delikate og stilfulde vine. Vinen er vinificeret på vingården Feudo di Mezzo.
Druerne håndsorteres ved ankomsten til kælderen og nedkøles til ca. 10 grader. Efter afstilkning er druerne gæret på 150 hl. ståltanke, med to gange dagligt såkaldte “délestage og “remontage, som består i at pumpe most fra den nederste del af tankene over toppen for at holde drueskallerne nede i mosten og derved udvinde mere farve og smag af disse. Efter endt gæring og yderligere 21 dages maceration, bliver vinen presset og modner i 12 måneder på egetræsfade.
Eruzione 1614 har en flot, blank rubinrød farve. I duften finder man nuancer af røde bær, lidt kirsch, hyben og eksotiske krydderier. Smagen starter delikat og let, men udvikler sig mod det mere maskuline med iltningen i glasset. I eftersmagen finder man en god friskhed og tannin, som vil give vinen et modningspotentiale. Server vinen til kalv- og svinekød, fjerkræ eller til ostegratinerede grønsagsretter. Prøv den også til pasta- eller risottoretter, gerne med krydderurter fra middelhavsområdet.