Druesorten Chenin Blanc er oprindeligt mest kendt fra Loire i Frankrig, hvor den stadig i dag bliver brugt til både tørre og søde vine. Hos Simonsig aftappede man den første Chenin Blanc i 1968, og druen er i dag en af de mest efterspurgte i Sydafrika. Dens evne til at give tørre og friske vine med et eksotisk og sødmefuldt touch, passer utroligt godt til den sydafrikanske umiddelbare stil.
Efter i mange år, at have produceret en Chenin Blanc udelukkende modnet på ståltanke, besluttede man i 2016 at producere en ny Chenin Blanc modnet i et år på brugte franske træfade (400 og 225l.). Årgang 2018 var tør og ekstrem varm og gav små, men sunde og utroligt koncentrerede og aromatiske druer. Resultatet var aldeles spændende, med en tør og kompleks vin i både duft og smag. Her finder man Chenin Blancs klassiske, sprøde nuancer af citrusfrugter (grape), melon, ferskner og blomster, men også mere eksotiske toner af tørrede frugter, nødder og vanilje. Den slutter med god smagskoncentration og med et strejf af mineralitet. Vinen vil være perfekt serveret til skaldyr, fisk og fjerkræ samt cremede oste. Bør serveres svalet, men ikke iskold!