Vi tyvstarter på julen med Mortens aften, og skal man drikke hvid til and, kan man med fordel vælge en koncentreret Chardonnay fra USA, der med sit fad og ekstra varme kan spille op mod det fede fjerkræ.
SLH cuvéen er helt særlig for Hahn Family Wines. Det står for Santa Lucia Highlands, og det var her i dette lille underområde i Monterey County, at grundlæggeren Nicky Hahn omplantede sine Cabernet Sauvignon-vinstokke til Chardonnay og Pinot Noir. Fordi han troede indædt på, at Bourgogne-sorterne, som foretrækker køligt klima, var langt bedre egnet til terroiret her. Og åh, hvor fik han dog ret.
På dette unikke sted i det solrige Californien, får Chardonnay-druerne et skønt modent og saftigt udtryk. Men takket være markernes høje placering, de kølende vinde fra Stillehavet og morgentågen, så beholder vinen både balance og finesse. Det giver en vin, der er charmerende, rund og fyldig, men som forstår at holde på formerne!
Hahn Family Wines’ SLH Chardonnay cuvée har en duft af ananas, papaya, appelsin og honning, men følger op med en tekstur, der også giver toner af saftige gule æbler, citroner og pære. Det flettes sammen med en fornemmelse af bagekrydderier fra fadlagringen og et snert af mineralsk sprødhed, fra det kølige terroir. En Chardonnay-vin, som leverer på alle parametre!
Vinen har lagret 10 måneder på egetræsfade, hvor man ugentligt har omrørt vinen, så den får ekstra kontakt med gærcellerne, hvilket udvikler en mere cremet tekstur. Før vinen flaskes, smager winemakeren fadene igennem, og kun dem der består hans kvalitetstjek, får lov at blive flasket som SLH Chardonnay!
Nyd vinen af store Bourgogneglas, ved 12-14 grader, og gerne til et stykke bagt fisk med en hvid, cremet sauce!