Hvis Champagne er trøfler, er Franciacorta caviar! Marcellos knivskarpe brut er pakket med godt modne ferskener, filippaæbler, vanille, lidt ristet brød og en lang, kridtet eftersmag. Chardonnay med en femtedel pinot noir. Topflotte bobler, fra et område, hvor prisen ikke presses op af tårnhøje reklamebudgetter.
Skulle man kun drikke perlende vine fra Franciacorta resten af livet, går det såmænd nok også. Området i norditalienske Lombardiet står ikke meget tilbage for Champagne, når det kommer til elegance, finesse og mineralitet takket være det kølige klima og patchworket af forskellige jordbunde med striber af gammel morænejord. Dirrende, saftige, mineralske og komplekse vine med blide bobler er målet for Marcello Monzio Compagnoni og han er en dedikeret mand, der knokler for at få det perfekte druemateriale fra sine 20 hektar. Gambero Rosso, der overvåger italiensk vin som spurvehøge, har adskillige gange været ude med topkarakter til hans vine.